Weekendens talentkampe bød på sejre til U19, U15, U14 og U13, mens U17 delte point med OB.
U19 byggede videre på det fine sæsonudlæg med en fortjent 3-1-sejr over OB, der ellers ikke havde sat point til i de tre første kampe. I en generelt velspillet, tempofyldt og seværdig U19-kamp sad AGF-mandskabet på spillet i de første 45 minutter, og det blev allerede tidligt i kampen belønnet med en flot scoring af Kasper Kempel på oplæg af Marcus "Hulk" Solberg. Der var chancer til flere scoringer, men de blev ikke udnyttet, og i stedet bragte fynboerne kort før pausen balance i regnskabet på et straffespark.
I starten af anden halvleg fortsatte U19 i den toneangivende rolle og tog efter en dødbold atter føringen på en scoring af Tue Ullerup. Et par tvungne udskiftninger betød, at kampen blev mere lige, og i slutfasen pressede OB på for en udligning. Det gav også et par store muligheder, som AGF-keeper Thomas Hagelskjær dog tog sig flot af, og kort før tid kunne Tue Ullerup slå sejren fast med sin anden scoring sat ind på straffespark.
Sejren over OB betyder, at U19 efter tre kampe fortsat er ubesejret.
U17 i pointdeling
Søndag satte AGF's U17-hold atter point ind på kontoen, da
hjemmekampen mod OB endte 1-1 efter en lige og chancefattig
forestilling. I første halvleg ramte U17 ikke helt niveauet fra
sidste weekends sejr over Lyngby. Det blev bedre efter pausen, hvor
holdet var i teten. Alligevel tog OB føringen på et straffespark,
men U17 svarede hurtigt igen, og efter en dødbold kunne Christian
Nielsen gøre det til 1-1, hvilket også blev slutresultatet.
U15 med sikker sejr over Lyseng
AGF's U15-hold hentede søndag den fjerde sejr på stribe. Udekampen
mod naboerne fra Lyseng blev vundet 4-0 i sikker stil. Målene blev
sat ind af Liban Møller, Mathias Bonde, Mathias "Marvin" Laursen og
Mathias Gertsen.
- Vi havde været på team building-tur i dagene inden kampen, men alligevel vinder vi fortjent. Det er vores profiler, der scorer, men resten præsterer også på et godt niveau, siger holdets træner, Morten Mølkjær, som glæder sig over holdets egen sejr og de andre gode AGF-resultater.
U14 vandt over Horsens
Med en 2-0-sejr søndag over Horsens fastholdt AGF's U14-hold
kontakten til det andet tophold i rækken, Herning Fremad. Målene
tegnede Kasper Lunding og Simon Møller sig for.
U13 fortsat uden pointtab
AGF's U13-hold ville søndag ikke stå tilbage for Superliga-holdet
og vandt også i overbevisende stil over Silkeborg 3-1, hvilket
var holdets tredje sejr ud af tre mulige. Victor Madsen,
Benjamin Hvidt og Frederik Primdal kom på måltavlen.



























