Peter Sørensen var ikke tilfreds med sit holds start på kampen mod Aarhus Fremad, men glædede sig over en generelt solid indsats.
- Vi lader dem få alt for mange dødbolde i den indledende fase. Det var der ingen grund til, og det påtalte jeg i pausen. Jeg synes, vi generelt hæver niveauet og har fuld kontrol. De har vel én chance, og det er bestemt okay. Men det hænger også sammen med, at Emil Ousager var overbevisende på deres dødbolde. Når man spiller mod et bedre hold, så er der typisk to muligheder. At slå til på kontra og så dødbolde. I starten var vi ikke dygtige nok til at holde dem fra dødbolde, men det fik vi rettet op på, og i anden halveg var det overbevisende, sagde Peter Sørensen efter sit holds 3-0-sejr i pokal- og lokalopgøret.
Han havde set Davit Skhirtladze score sit første mål for AGF, og var i det hele taget tilfreds med den georgiske angribers indsats. Også en anden af de unge, Frans Dhia Putros, som spillede sin anden kamp for AGF, fik rosende ord med på vejen af sin cheftræner.
- Davit Skhirtladze spiller igen en fin kamp. Det er også i øjnefaldende, at Frans Dhia Putros både er god defensivt og igen lægger op til to mål. Han kan ikke gøre det meget bedre, end han gør. Han lukker sin side ned defensivt, han er rolig med bolden, og han finder gode løsninger, sagde Sørensen, inden han med dyb anerkendelse i stemmen kommenterede på Peter Graulund, der med scoringen til sluresultatet nåede op på 100 mål for AGF.
- Det er en fantastisk præstation, der taler for sig selv. Det er utroligt flot.
Næste kamp for Peter Sørensen og hans tropper spilles søndag i Odense, hvor OB tager imod AGF i en direkte duel om minimum fjerdepladsen i Superligaen.



























