For 19-årige Anders Hansen, der har fået sin fodboldopdragelse i AGF, og som nu spiller i Aarhus Fremad, bliver det en stor oplevelse at møde sin tidligere klub. En klub, han ønsker at vende tilbage til en dag
- Det betyder rigtig meget for mig at skulle møde AGF. Jeg sad i min klasse og fulgte med i pokallodtrækningen på nettet og brød ud i jubel, da det var AGF, der kom op af hatten. Jeg har jo spillet der i syv og et halvt år, så det bliver en speciel oplevelse, siger den tidligere AGF-spiller, Anders Hansen, der var "tvunget" til at skifte klub, da han som 18-årig blev seniorspiller og ikke havde fået tilbudt en kontrakt.
Anders Hansen er glad for, at man så kunne bruge ham i Aarhus Fremad, 2.division Vests nuværende tophold. Han ser frem til kampen i aften mod sin gamle klub.
- Det er i sådan en kamp, man gerne vil vise sit værd. Man vil for alt i verden ikke blive skadet. Det bliver jo en kæmpe oplevelse. Jeg har ikke spillet på Aarhus Stadion, siden jeg var lille, og det var jo en opvisningskamp, siger Anders Hansen, som mener, det bliver en svær, men ikke umulig opgave at slå AGF.
Begge hold kommer til kampen med en god portion selvtillid, da både AGF og Fremad har vundet fire og spillet en uafgjort, ud af sine seneste fem kampe.
- Det er jo et Superliga-hold, vi møder, og vi er et 2. divisionshold, så der vil jo uungåeligt være en forskel der. Jeg ser det dog ikke som en umulig opgave for os, da vi spiller godt for tiden. Og det betyder selvfølgelig, at vi tror noget mere på det, men mon ikke også, AGF gør det? De er trods alt favoritter, fastslår Anders Hansen.
Han ifører sig i aften den karakteristisk gul/sort-stribede Fremad-trøje, men der er ingen tvivl hos den tidligere AGF´er. Hvis muligheden byder sig, vil han gerne tilbage til træningsbanerne på Fredensvang.
- Jeg håber i fremtiden på at kunne komme tilbage til AGF, hvis jeg altså bliver god nok. Det er den klub, jeg altid har holdt med. Det ville være en ære at spille der, men lige nu kører det nu meget godt her i Fremad, siger Anders Hansen, der altså ser frem til det, der bliver hans anden optræden på NRGi Park - den første optræden som senior.
Når AGF tager imod lokalrivalerne fra Aarhus Fremad klokken 19.00 er det med 7 tidligere AGF´ere i Fremads trup.





























