Efter en flot første halvleg af AGF blev anden halvleg af 2-1-sejren i Odense spillet på OB's præmisser. Peter Sørensen glæder sig over, at hans mandskab alligevel holdt stand.
- Det første kvarter var OB gode, men så synes jeg, at vi var bedst i den sidste halve time af første halvleg. Vi spiller godt - og som vi gerne ville - og bragte os i en gunstig position for at komme godt videre gennem kampen. Desværre scorer OB et hurtigt mål i starten af anden halvleg, og det ændrer kampens karakter. Vi bliver en lille smule passive og kommer til at sparke længere bolde til duel, og det er OB's hold i dag designet til at være bedre til end os. Men heldigivs blev vi bedre, som anden halvleg skred frem, og selv om OB havde flest tilløb, så var der ikke mange chancer. Jeg tror, de har en enkelt eller halvanden ud over deres mål. Det er ganske godt at holde modstanderne nede på så få chancer, sagde Peter Sørensen efter AGF's 2-1-sejr over OB.
Hans hold bragte sig foran 2-0 i første halvleg, men kort efter pausen reducerede OB. Derfor kunne man som AGF'er frygte en gentagelse fra sidste runde, da en 2-0-føring mod SønderjyskE blev sat over styr.
- Det tænkte jeg ikke så meget over. Jeg var mere nervøs for, at de skulle slå kapital af, at de fik lov til at sætte spillet, og at vi ikke rigtig kunne komme på bolden og fastholde den, som vi gerne ville. Så var det godt, at vi viste os stærke nok til at modstå et stærkt hold som OB, sagde AGF-cheftræneren.
Han satte efter et lille kvarter David Devdariani på banen som afløser for en skadet Davit Skhirtladze og var glad for den lange offensivspillers indsats, ligesom han roste Arthur Sorin for at have stor andel i at holde OB nede på et fåtal af chancer.
- Arthur Sorin spiller en flot kamp. Jeg synes også, David Devdarianis indhop er godt - ikke bare fordi han scorer. Han er meget involveret og er i stand til at løse de mest utrolige situationer og komme ud på den anden side med bolden i behold. Det var til stor gavn for holdet, lød det fra Peter Sørensen.





























