AGF NYHEDER

Ny klubrekord: 15 point i fem udekampe

Med 4-2-sejren over OB forbedrede AGF klubrekorden for flest sejre i træk på udebane i tiden med Superliga-fodbold. Læs statistisk opfølgning på søndagens kamp.

Der er tradition for mål, når AGF gæster OB i Superligaen, og den tradition levede de to hold fuldt ud op til i søndagens kamp. Med resultatet 2-4 er der nu scoret i de seneste 26 udgaver af OB-AGF i Superligaen.

Den seneste 0-0-kamp ligger nu 21 år tilbage. Det var i august 1991, at både Lars Høgh og Troels Rasmussen holdt buret rent i den anden Superliga-kamp i Odense mellem OB og AGF. Samme resultat forekom i marts '91, da AGF for første gang gæstede OB til en Superliga-kamp. I det opgør kom reserven Roald Kiilerich på banen i første halvleg som afløser for Rasmussen. Det blev Kiilerichs eneste Superliga-kamp for AGF. I øvrigt var begge assistenttrænere i gårsdagens kamp, OB's Thomas Helveg og AGF's Jesper Sørensen, på banen i kampen i august 1991.

Med sejren har AGF nu vundet de seneste tre udekampe mod OB. Det er helt usædvanligt, idet AGF, før den aktuelle serie blev indledt med 2-1-sejren i april, kun havde vundet tre gange i Odense, siden Superligaen blev indført. Alle de tre sejre blev efterfulgt af nederlag. Kun én gang før havde AGF hentet point to gange i træk i Odense. Det var, da holdet fulgte 1-1 i april 1997 op med en 2-1-sejr i marts 1998.

Søndagens udesejr var AGF's femte i træk. Dermed forbedrede holdet igen klubrekorden i den kategori for tiden med Superliga-fodbold. Serien hedder nu fem kampe, 15 point og en målscore på 17-4.

Det var samtidig femte gang i træk, holdet scorede mindst to mål på udebane. Det er også ny klubrekord. Den næstbedste serie i den kategori er fra oktober-november 1995, da AGF vandt 2-1 i Brøndby, 3-0 i Silkeborg, 4-2 over AaB i Aalborg og spillede 2-2 i Ikast. Thomas Thorninger scorede fem af de 11 mål i serien.

AGF har nu hentet point i otte kampe i træk og jagter dermed den rekord, holdet satte i efteråret 2011. Fra august til november sidste år tog holdet via fem sejre og seks uafgjorte point 11 gange i træk.

I søndagens 4-2-sejr scorede Osama Akharraz kampens første og sidste mål. Det var anden gang, den 21-årige kantspiller scorede to mål i Superligaen. Første gang var i 5-1-sejren over Brøndby i maj. Dengang scorede Akharraz også første og sidste mål. Søndag startede han inde for AGF for 15. gang i ligaen, og han er nu oppe på syv Superliga-mål.

Kort efter pausen bragte nyerhvervelsen Mate Vatsadze AGF foran 2-1. Angriberen startede inde for første gang og fejrede det altså med en scoring. Han blev den tredje georgiske målscorer i Superligaen. De to første var også AGF'ere. David Devdariani kom første gang på tavlen i en 3-1-sejr over Esbjerg i maj 2009, mens Davit Skhirtladze som bekendt scorede i AGF's seneste hjemmekamp. Devdariani fyldte i øvrigt 25 år søndag, men på grund af sygdom kunne han ikke fejre dagen med Superliga-fodbold.

AGF har nu taget 17 point i de seneste syv kampe og er ligaens mest formstærke hold. Søndag møder holdet Superligaens samlet set stærkeste hold, FC København, der topper tabellen med 29 point for 13 kampe.

Køb billetter til AGF-FC København her >>


Kilde: LigaFodbold.dk





29. oktober 2012   Kl. 14:33 Af CHH   Foto: Allan Baden / badenfoto.dk
Fra:/-til/-