Ifølge cheftræner, Peter Sørensen, dominerede AGF kampen mod Esbjerg, men holdet var desværre ikke i stand til at ydnytte sine chancer.
- Vi ejer kampen, men scorer ikke på vores chancer, lød det fra Peter Sørensen efter uafgjort hjemme mod Esbjerg mandag aften.
AGF-træneren så nogle positive takter, som man kan tage med sig til næste kamp mod georgiske FC Dila Gori. En kamp, der spilles torsdag aften i Tbilisi.
- Vi havde en god sammenhæng mellem vores kæder, og de spillere, vi havde valgt, gjorde det rigtigt fint. Vi kommer frem til chancerne, men så mangler vi altså bare lige det sidste i den afgørende fase, siger Peter Sørensen, som kampen igennem havde god tro på, at man til sidst ville lykkedes.
Trænerteamet havde valgt at starte med David Devdariani og Aron Jóhannsson på toppen og altså uden Peter Graulund, der i anden halvleg blev skiftet ind, hvilket også var tilfældet med Søren Larsen. Den lange angriber fik således sin sæsondebut for AGF.
- Jeg vælger de angribere, der virker bedst til den pågældende opgave. Derfor vil det nødvendigvis være sådan, at det ikke er de samme to, som starter inde hver eneste kamp, forklarede træneren, der gerne havde set, at overtaget have resulteret i mål.
- Vi spiller hurtigere i dag, end vi har gjort de forrige kampe, men desværre er vi for uskarpe, når det gælder, konkluderede AGF-træneren, der under kampen mod Esbjerg blev sendt op på tilskuerpladserne af dommeren.
Peter Sørensen blev anvist pladsen på tribunen efter at have sparket til en flaske vand på sidelinjen. Det skyldtes, ifølge træneren, dog ikke frustrationer over AGF-spillet eller en dommerkendelse. Det var fordi, han var frustreret over, at en AGF-spiller valgte at lave et frispark på et unødvendigt tidspunkt. Om episoden får konsekvenser for hans muligheder for at være i trænersædet i næste Superligakamp mod Randers, ved han ikke. Og trods sin plads blandt publikum på tribunen og det uafgjorte resultat i aftenens kamp mod Esbjerg, ser Peter Sørensen fortrøstningsfuldt frem mod de kommende kampe. Først og fremmest gælder det Europa League-kvalifikationen torsdag aften, hvor man skal score mindst to mål.
- Det er vel ikke urealistisk, at vi går derned og vinder 2-0, afslutter Peter Sørensen.
Den første kamp i Aarhus mod FC Dila Gori endte med en 2-1 sejr til georgierne.





























