I kampprogrammet til AGF-AaB bragte vi Steffen Rasmussens svar på spørgsmål fra vores Facebook-medlemmer. Se Facebook-forhøret her.
Søren Bording:
Var/er du en smule skuffet over at Morten Olsen ikke
ringer og indkalder dig til landsholdet?
SR: Jeg var lidt skuffet over, at jeg ikke kom med på
ligalandsholdet. Men jeg må også erkende, at der er andre, der gør
det godt. Der var en del skriveri og debat, da jeg ikke blev
udtaget. Og jeg er stolt over, at jeg er nået dertil, at andre end
mig selv bliver skuffet over, at jeg ikke bliver udtaget.
Steffen Kimose Mouritsen:
Hvilke forventninger har du til den kommende sæson? Både
hjemligt og europæisk.
SR: Jeg håber, at vi kan ende i top seks i Superligaen. Det
ville være flot, hvis vi kan gøre det igen. Jeg forventer, at
Superligaen bliver meget, meget tæt. I Europa håber og tror jeg på,
at vi går videre. Jeg kender dog ikke ret meget til det hold, vi
skal møde. Men det er det, alle på holdet vil. Vi skal videre, og
så må vi se, hvem vi så skal møde, før vi kan sige noget om
mulighederne videre i turneringen.
Matti Gråbæk Knudsen:
Har du en drøm? Eller er den at spille for de hviiii'e
resten af dine dage?
SR: Jeg kan ikke lige se mig selv andre steder. Jeg kan ikke
rigtigt få bedre udfordringer, end dem, jeg har i AGF. Jeg vil da
gerne prøve et udlandseventyr, men nu da jeg nærmer mig de 30, så
skal kun være, hvis den helt rigtige mulighed byder sig. Der skal
være noget i det rent økonomisk. Jeg er ikke parat til at rykke
teltpælene op bare for oplevelsens skyld.
Claus Villadsen:
Hvis du skulle lære Osama at lave mad, hvilken ret ville
du så lære ham?
SR: Det må blive noget pasta og kødsauce. Det er godt for en
fodboldspiller.
Steffen Christiansen:
Hvor ser du dig selv og AGF om 5 år?
SR: I toppen af dansk fodbold.
Michal Ishund:
Hvor tager du ikke straffespark i stedet for de
andre?
SR: Det er nok, fordi jeg brændte da jeg fik chancen. Det var
i overtiden mod FC Fyn, da vi var sikret op rykning for godt et år
siden. Nej, det er ikke min opgave. Det får de andre lov
til.
Thomas Kramer:
Syntes altid, du har været et stort talent. Men du har
udviklet dig til en klassemålmand de sidste 2 sæsoner. Der er mere
ro på i din udstråling og i f.eks. dine indgreb i feltet, hurtige
udspark osv... Hvad er årsagen til din ro og udvikling fra talent i
mange år til klasse målmand i dag?
SR: Jeg vil nu mene, at det ikke kun er de sidste to år. Det
er en udvikling, som er sket løbende. Det er rigtigt, at jeg har
mere ro på end tidligere, og det er kommet i takt med den ballast,
jeg har fået, ved at stå i forskellige situationer flere gange. Det
handler i bund og grund om, at man bliver bedre, jo mere mand
træner og spiller.
Kristina Boye Klitgaard:
Steffen - føler du dig i din bedste
alder;)?
SR: Ja, det vil jeg sige. Jeg er fortrolig med det hele
omkring målmandsspillet, og jeg har en robusthed, jeg ikke havde,
da jeg var helt ung.
Martin Pørtner:
Hvem var/er din ynglings træner gennem
AGF-tiden?
SR: Det er jo klassisk at sige den nuværende træner. Men jeg
vil pege på Peter Sørensen, som vi har nu. Han er på alle parametre
den dygtigste cheftræner, jeg har haft.
Martín Stampe-Degn Hansen:
Beskriv hvilke følelser, som strømmer igennem kroppen når
man har sæsonopstart med AGF, og vejret er varmt og fuglene synger.
Hvordan er stemningen omkring de ting og hvilken stemning florere i
truppen?
SR: Det er meget det, du beskriver, jeg lægger mærke til. Og
at der er mange mennesker på lægterne. Det giver sommerfugle i
maven, og jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang. Det er
en fornemmelse, man mærker på alle spillere. Alle glæder sig helt
vildt.
Martin Almdal:
Når vi ser på de forskellige tempo, der bliver lagt for
dagen i de forskellige europæiske ligaer, hvad er det så der gør at
Danmark har et relativt lavt tempo i forhold til det store udland?
Er danskerne for sløsede i deres træning, eller er det fordi der er
højere talent i udlandet? Fysisk set, burde det være muligt at
præstere præcis det samme tempo, såfremt førsteberøringer er på
plads.
SR: Det handler om talent og færdigheder. Ligaen i Danmark er
en udviklingsliga i forhold til de største. De helt færdige
spillere kommer til andre og større ligaer. Der er ikke noget i
vejen med den danske liga, og slet ikke når vi sammenligner med
andre mindre nationer. Vi spiller bedre fodbold, end man gør mange
steder. Vi producerer også dygtige fodboldspillere. De spiller bare
andre steder, fordi klubberne i de bedste ligaer henter de bedste
spillere.
Morten Bro Killemose:
Hvorfor valgte du at blive målmand???
SR: Jeg sad i kørestol fra jeg var fire til seks år på grund
af en knoglesygdom i hoften. Da jeg kom ud af kørestolen, kunne jeg
ikke holde til at spille i marken, så jeg blev sat ind i
kassen.
Jakob Svendsen:
Nu er i endelig i Europa, og dermed også forhåbentlig
mange flere kampe, kan I holde fokus på både Superliga, Europa og
pokalturneringen, med den skadeshistorik klubben desværre har haft,
er jeg virkelig bekymret, hvad mener du om det?
SR:Ja, jeg er helt overbevist om, at vi kan holde fokus. Vi
har dygtige folk omkring os, der nok skal hjælpe os med det. Man
kan nok ikke undgå skader, men vi har også dygtige folk på det
område. Og så synes jeg, vi har en bred trup, der kan bære
igennem.
Rune Levin Rasmussen:
Hvem bryder du dig mest om på hele AGF-holdet?
:-)
SR: Der er svært at sige. Jeg kommer godt ud af det med alle,
og sådan er det hele vejen rundt i truppen. Vi hygger os sammen og
arbejder sammen. Det er med til at gøre os stærkere som
hold.
Malene Lundkvist
Hej Steffen, har du haft en god sommerferie?
:)
SR: Ja tak, det har jeg.
Nicklas Ronaldo Schmidt:
Hvis du nu ikke skulle spille i AGF, hvem ville du så
spille for? (:
SR: Det kan jeg ikke svare på.
Søren Bording:
Hvilken liga ville du passe bedst til, hvis du skulle
vælge en liga/land?
SR: Det må blive Spanien, Holland eller Frankrig. Jeg tror,
min spillestil passer godt til de lande, hvor der spilles teknisk
og hurtig fodbold.
Morten Bro Killemose:
Hej Steffen, lige et spørgsmål fra min søn kæmpe fan af
dig): hvor mange par handsker har/bruger du på en
sæson?
SR: Omkring 30 stk. vil jeg tro.




























