AGF NYHEDER

AGF indgår aftale med Johnson Controls

Johnson Controls - en af regionens største virksomheder - er ny bronzesponsor i AGF.

Med en Aarhus-afdeling beliggende på Christian X's vej - få hundrede meter fra AGF's træningsanlæg i Fredensvang og NRGi Park - er Johnson Control så godt som nabo til AGF. Et naboskab, der nu knyttes tættere sammen i form af en samarbejdsaftale på bronze-niveau.

Johnson Controls primære formål med samarbejdet er at bruge AGF's kampe til medarbejder- og kundepleje.

- Aftalen med AGF giver os mulighed for at tilbyde gode oplevelser til både vores over 600 ansatte i Aarhus-området og forretningsforbindelser. Rigtig mange af vores medarbejdere holder med AGF, og vi ser derfor samarbejdet som en god investering, fordi det vil bidrage til at styrke sammenholdet og arbejdsglæden. AGF's kampe bliver ofte vendt og drejet ved kantinebordene, og denne store interesse for at følge med i Byens Hold vil vi gerne understøtte, siger HR direktør, Kim Voss Jensen  

Johnson Controls - tidligere Sabroe Refrigeration og York Refrigeration - har rødder i Aarhus helt tilbage til 1897. Den dybe forankring i byen er også medvirkende til engagementet i AGF.

- Vi har for år tilbage haft tætte bånd til AGF, og det glæder mig, at vi igen er med på holdet. Vi vil gerne støtte lokalsporten og bakke op om, at byen har et godt hold i landets bedste fodboldrække, understreger Kim Voss Jensen

Jørn Klinge, kommerciel direktør i AGF, hilser Johnson Controls velkommen blandt AGF's mange gode samarbejdspartnere.

- Jeg er utrolig glad for, at endnu en af byens mest markante erhvervsvirksomheder har valgt at samarbejde med os. På alle måder - kommercielt, historisk og geografisk - er Johnson Controls og AGF et godt match, og jeg ser aftalen som en anerkendelse af, at vi har et af landets stærkteste produkter i forhold til netværk og medarbejder- og kundepleje, siger Jørn Klinge.

Om Johnson Controls
Johnson Controls i Danmark er en del af en amerikansk koncern med mere end 162.000 medarbejdere globalt, og med operationer i mere end 150 lande.

I Johnson Controls i Danmark er der ca 1.000 ansatte, hvoraf over halvdelen er tilknyttet kontoret på Chr X's vej 201, i Højbjerg ved Århus. Johnson Controls Denmark udvikler, producerer og markedsfører komplette køle- og styringssystemer til industrielle og maritime formål under det velrenommerede navn Sabroe. Virksomheden er blandt verdens førende på området, og Sabroe-navnet er især kendt for energieffektive produkter baseret på naturlige kølemidler. Som virksomhed har Johnson Controls stort fokus på CO2-udledningen, hvilket afspejles i produkterne.

Læs mere på www.johnsoncontrols.dk

 

10. juli 2012   Kl. 10:43 Af BJ  
Fra:/-til/-