AGF har skrevet en etårig kontrakt med forsvarsspilleren Valdemar Høgh på 18 år. Det glæder U19-træner Jesper Fredberg.
- Valdemar har igennem længere tid repræsenteret de dyder, vi godt kan lide. Han passer ind som en sand rollemodel. Fodboldmæssigt har han været i en ekstrem god udvikling den seneste tid og er derfor anfører for U19 og er blevet en fast del af reserveholdstruppen, siger Jesper Fredberg og fortsætter sin ros af den unge spiller.
- Han er en klog type, både på og uden for banen - en rigtig leder, som får tandhjulet til at køre lidt hurtigere og bedre. Det er en meget vigtig egenskab i en holdsport. Han er en af de spillere, der meget sjældent kommer til at se dum ud på banen, og som er god til at kommunikere med sine holdkammerater, lyder det fra træneren.
Valdemar Høgh, som også er inde omkring ungdomslandsholdet, har spillet i AGF, siden han var helt lille. Ifølge Jesper Fredberg, betyder det noget ekstra, når man kan skrive kontrakt med en af talenterne fra "egen avl".
- Signalværdien er rigtig fed for alle i klubben. For de unge, fordi de kan se, at det kan lykkes, og for os trænere, fordi det er en glæde at tage dem hele vejen, siger Jesper Fredberg.
Ifølge træneren må forsvarsspillerens næste mål nu være at komme ind omkring førsteholdet og få forlænget sin etårige kontrakt yderligere. Denne betragtning er Valdemar Høgh enig i.
- Det er med stor glæde, at jeg har lavet en aftale med AGF, hvor jeg har spillet altid. Det gik som mindre hurtigt op for mig, at det var det her, jeg ville, men det er de færreste, der prøver det. Jeg bliver seniorspiller om et år, og derfor er min målsætning, at jeg til næste sommer kan være inde omkring førsteholdet, siger Valdemar Høgh.





























