AGF NYHEDER

Petersen: Midtbaneslag kan blive afgørende

Lørdag er AGF på besøg hos Silkeborg. Kantspilleren Stephan Petersen håber, AGF kan få lokalopgøret til at udvikle sig som mandagens kamp i Horsens.

Mandag vandt AGF som bekendt 4-1 på udebane over AC Horsens. Lørdag gælder det endnu et lokalopgør på udebane, idet AGF gæster Silkeborg. Lørdagens opgave må gerne forme sig som mandagens, hvis det står til Stephan Petersen.

- Jeg håber, kampen kommer til at ligne den mod Horsens. Det vil sige, at vi igen kan få vores spil til at køre og komme til at stå højt oppe på banen, og at vi kan erobre andenboldene, som vi gjorde godt mod Horsens, siger Petersen.

I kampen mod Horsens var AGF-holdet giftige i omstillingsspillet, men havde også klart mest boldbesiddelse. Ifølge superliga.dk hed fordelingen 60-40 i AGF's favør.

- En af grundene til, at vi havde bolden meget, var, at vi kom foran 3-0 ret hurtigt. Det betød, at vi kunne holde fast i bolden og prøve at køre dem døde på den måde. Det er vigtigt for os, at vi får en god start og kommer foran så hurtigt som muligt, så vi ikke kommer til at jagte rundt, som vi har gjort i flere kampe. Jeg håber, at vi kan lægge pres på fra start og komme foran. Så kan vi trække os lidt tilbage og forsøge at slå kontra, siger kantspilleren.

Silkeborg har fået en skæv sæsonstart med blot fire point i syv kampe, men Petersen understreger, at lørdagens modstander har store kvaliteter, der skal dæmmes op for.

- Vi må ikke give dem chancer, for de har farlige spillere. Vi skal lukke dem ned defensivt, og så skal vi sætte tryk på, når vi er oppe på deres banehalvdel. Jeg håber og tror på, at vi kan holde dem væk fra chancer, for vi står godt defensivt. Slaget på den centrale midtbane kan blive afgørende. Hvis vi kan holde på bolden derinde, bliver det svært for dem, mener den 26-årige AGF'er.

Han spillede i 4-1-sejren over Horsens sin hidtil bedste kamp i sæsonen og var mand for oplæg til to af Aron Jóhannssons scoringer.

- Det betyder meget for selvtilliden. Men den kamp er overstået nu. Det er hele tiden næste kamp, der gælder. Mod FC København og FC Nordsjælland gik det også nogenlunde, synes jeg, så det har været opadgående siden Brøndby-kampen. Den fremgang skulle jeg gerne holde fast i lørdag.

Silkeborg-AGF spilles lørdag fra kl. 17.00.
Køb billetter til kampen her >>

 

31. august 2012   Kl. 15:31 Af CHH   Foto: Allan Baden / badenfoto.dk
Fra:/-til/-