AGF NYHEDER

Mark Howard forlader AGF

AGF og forsvarsspilleren Mark Howard er blevet enige om at ophæve englænderens kontrakt.

Efter tre et halvt år i klubben forlader Mark Howard AGF. De to parter er blevet enige om at ophæve spillerens kontrakt med udgangen af august måned.

Howard blev ramt af en alvorlig ankelskade i en Superliga-kamp mod OB i juli 2011 og har ikke spillet siden. I første omgang udløb hans kontrakt med udgangen af juni, men den blev forlænget med et halvt år, selv om Howard var skadet. Spilleren har dog ikke udsigt til spilletid, og derfor stopper han nu i AGF.

- Vi er enige om, at det er det bedste at gøre. Jeg har været virkelig glad for at have Mark i klubben, og det er en trist beslutning, vi har måttet tage. Men Mark skal have muligheden for at komme videre i sin karriere og finde en god klub. Da vi rykkede ned i 2010, sagde Mark straks, at det var meget vigtigt for ham at være med til at spille klubben tilbage i Superligaen, når han også havde været med til at rykke ned. Det siger noget om den karakter, Mark har, siger sportschef Brian Steen Nielsen.

Mark Howard selv ærgrer sig over, at hans tid i AGF slutter, som den gør.

- Det er virkelig trist for mig at sige farvel på den her måde. Jeg har fået masser af opmuntringer af klubbens fans, og jeg har hele tiden sagt, at de nok skulle se mig tilbage i trøjen. Sådan bliver det ikke, og det er jeg oprigtigt ked af. Jeg har nydt at spille i AGF og har sat en ære i at repræsentere klubben på den bedst mulige måde, siger Mark Howard, der nu vil overveje sine fremtidige muligheder.

Den 26-årige forsvarsspiller, der fik sin fodboldopdragelse i Manchester United, kom til AGF fra Brøndby i vinteren 2009 og debuterede 1. marts 2009. I hans tre et halvt år i AGF blev det til 51 kampe og 2 mål.

AGF ønsker Mark Howard held og lykke i den videre karriere.

 

24. august 2012   Kl. 12:47 Af CHH   Foto: Ole Nielsen
Fra:/-til/-