TV 2 SPORT sender direkte fra AGF's to første kampe i 1. division.
I sidste sæson blev hovedparten af AGF's kampe vist på TV 2 SPORT, og i den kommende sæson i 1. division tyder alt på, at AGF-fans, der ikke har mulighed for at se kampene på stadion, ofte får mulighed for at følge med hjemme fra sofaen.
Allerede nu lægger det således fast, at TV2 Sport live-transmitterer fra sæsonen to første kampe mod henholdsvis Vejle og Brønshøj. Det indebærer, at begge kampe har kick off lidt tidligere end først udmeldt, nemlig kl. 13.45.
AGF's salgsdirektør Jørgen Noes forventer, at de to tv-kampe er de første af en lang række i løbet af sæsonen.
- Vi har en god dialog med TV 2 Sport, og vi er glade for, at de har valgt at bringe vores to første kampe. Vi viste i sidste sæson, at vi trækker mange tv-seere, og eksponeringen på tv har stor værdi for os og vores samarbejdspartnere. Derfor er det kun glædeligt, at det også lader til, at vi i 1. division får mange tv-kampe, siger Jørgen Noes til agffodbold.dk.
I sidste sæson havde TV 2 SPORT 21 gange AGF's kampe på sendefladen. I alt 2.266.500 mio. tv-seere fulgte disse kampe, hvilket giver et snit på ca. 108.000 tv-seere.
Besøg TV2 Sports hjemmeside -
klik her >>